Tanken er en sans

Syn, hørelse, smag, følelse, lugt – og tanke. De er alle sanser. Sanser, der begrænser oplevelsen af livet. Vi kan ikke se eller høre hele spektret, som vi ellers kan måle på instrumenter; smag er altid en individuel oplevelse, den ene kan li’ østers, den anden kan ikke. Og tanken har altid en grænse – nemlig fantasiens og villighedens. ”Tror” man på aliens eller engle, er de mulige? ... Tør man? Eller ved man det bare? Sådan, indefra..?

Det er ret nyt, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at tanken også er en sans; vi i Vesten er så vant til at bruge logik og tanker hele tiden; diverse filosoffer har hyldet menneskets evner til at tænke, og specielt efter ”Gud er død!”, er skolerne og hele samfundet fulgt trop – Vi skal alle tænke - Hele tiden!

Og hvad gør det ikke af skade på os og på kloden?! Nå ja, tanker alene gør det ikke, men de er åbenbart heller ikke svaret. Der må mangle noget... men det skriver jeg om i en anden artikel ... Den kommer nok til at handle om samarbejde kontra konkurrence.

Jeg gik i dag ud og så på solopgangen, og på tilbageturen kom atter en dråbe forståelse af hvordan tanken er en sans; det er jo umuligt at opleve noget sjæleligt ved at tænke sig til det. NLP f.eks. kan bruges noget af vejen – men jeg har dog altid oplevet, at jeg fortænker mig – de ægte følelser, eller ægtheden simpelthen, kommer ikke frem ved tænkning.

Det har ofte nok foruroliget mig, undret mig, at jeg er holdt op med at huske hvorfra min viden kommer. De sandheder, der bliver hængende og derfor bliver brugt – eller snarere den anden vej rundt; de bliver hængende, fordi der er brug for dem.

Jeg har fået et billede af, hvordan jeg bruger tankesansen til at indhente information – sammen med høre- og synssansen især, men da også følesansen. Når informationen er integreret og i brug, er den ikke længere en tanke på idéplanet. Den er blevet til sjælens sandhed, og jeg kan ikke længere godtgøre hvorfra jeg ved, at ”det” er sådan. Skulle jeg udtrykke det, skal det atter gennem tankesansen og dermed begrænses jeg i mit udtryk. Det er vel ikke for ingenting, at biblen og andre åndelige tekster må udtrykke sig i metaforer...

Men igen, sjælen ved alt... Måske er sandhedsinformationerne så bare et bindeled mellem sjæl og jordeliv? Det er i hvert fald nødvendigt med disse sandheder, for at jeg kan finde retningen i mit liv.

Måske når sandheden ikke længere ind end til sindet, men det må være fordi den kan bruges til videre guiding indtil en ægte sandhed er blevet fanget ind – så er sindets sandhedsinfo blevet gammel og overflødig, og jeg glemmer den efterhånden – og jeg tror, det er dermed, jeg også glemmer hvorfor, hvorfra jeg ved noget.

Al den tænken kan gøre en ganske frustreret; det er ofte når tankerne kører i ring. Der er ingen ”sjælsknage” at hænge den på. De er ikke sandheder, men de kredser om sandheden. Ofte er kuren at søge yderligere information, så cirklen brydes (cirkler er ikke godt – spiraler er!) Det gør også tanker til en anden slags sans end de sædvanlige 5.

Tankesansen kan vel forestilles at befinde sig mellem de ”sædvanlige” 5 sanser og sjælen? Tanken kan fungere uden de 5 sanser, men bliver også i høj grad sat i gang af dem.

Uden tanker – intet sprog. Det talte sprog såvel som skriftsproget – de to er igen afhængig af hver sin sans; hørelse og syn/følelse (braille).

Det siges, at man kan blive sindssyg af at være berøvet sine 5 sanser – men er det ikke kun når det sker uforberedt – ved ulykker eller tortur? Det skulle være vældig interessant at opleve ”vandbegravelse” og andre sanseberøvende kure... Så er man absolut overladt til sine egne tanker. Mediter eller dø!

Jeg læste forleden om hvordan man kan komme i tættere kontakt med sin sjæl, hvis man i bare 3 døgn er uden andres selskab. Ingen telefon, tv, mennesker, tekster eller noget. Helt uden andres tanker. Det anbefales, at man mediterer imens – så bliver man mere tankefri.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve sådanne 3 dage... Jeg kender dem, der ikke mener de vil kunne holde det ud, andre siger; ”joh - hvorfor ikke?” Jeg tror, jeg vil nyde livet imens – komme tættere på naturen; have tid og lyst til at studere en regndråbe og dyrke solen... Jeg tror, jeg vil have mere end 3 dage, når jeg først er der... Men det var vist ikke meningen med de 3 dage... Eller?! Vejen til sit sande jeg kan vel findes flere steder...

Stilhed. Det er egentlig sjovt, som man kan have behov for at have lyd i ørerne, når man skal meditere sig til tankestilhed. Jeg har ikke oplevet det (endnu) – men hørelsen må formodes at stilne også, hvis man når det stille plan?

Jeg har snuset til shamanismen – jeg har prøvet mange trommerejser, og jeg oplever ofte, at tankerne blander sig i rejsen! Man mærker det utrolig tydeligt, at der er ”nogen”, der blander sig! Denne rejse i ”drømmeland” kan være dødkedelig, eller man får simpelthen ikke lov til at rejse nogen steder – eller den kan være med fuld tryk på, eller man kan få stille, store oplevelser. Undervejs kommer der ind imellem en tanke; en ”stemme”, der begynder at analysere situationen, og man kan ind i mellem have svært ved at få den tanke til at lukke i – den forstyrrer absolut og er ingenlunde velkommen!

Når man er på trommerejse, forsøger man så godt som muligt at stilne sanserne; bind for øjnene, varmt tæppe og hvad der ellers skal til for den enkelte. Trommen, man rejser ”på”, er en lyd, man glemmer at høre, når man rejser; den styrer dog hvor lang tid, man rejser, for det er den, der kalder en tilbage til kroppen.

Efter al denne ”tekniske” forklaring vil jeg bare sige, at sindets tanker træder meget klart frem, når den blander sig på en trommerejse. Man mærker meget tydeligt, at sindet/tankerne er af jordelivet og noget, man skal passe på at lytte for meget efter.

Nuvel, jeg har skrevet mig næsten tør nu – men jeg mangler at vide en masse endnu, og hvem ved, det kan sagtens være, at dine kommentarer og spørgsmål leder mig videre :-)